Historie De tidlige år: I 1949 besluttede dr. Poul Hjertholm sig for at tage 1 års sabbat fra sin gerning som praktiserende læge i Aalborg, for at flytte til København og prøve lykken med at producere, hvad der dengang var et helt nyt medie, lægevidenskabelige undervisningsfilm. Dr. Hjertholm havde gennem hele sit liv været fascineret af fotograferingens kunst, og han følte, at han, i en alder af 53 år, havde set nok røde halse for en rum tid. Med en opsparing i ryggen, som kunne holde familien kørende et års tid frem uden nye indtægter, skrev han til Minerva Film, der havde til huse i en stor, gammel, hvidkalket villa i Klampenborg nord for København. Han foreslog Minerva, at de skulle etablere et samarbejde med ham, hvor de kunne trække på hans viden og kundskab inden for det medicinske område, mens han ville kunne trække på Minervas tekniske viden og teknik. Minerva Film, der blev berømt for sine dokumentarfilm optaget under besættelsen af Danmark, 1940 – 1945, gik ind på denne aftale, og således startede dr. Hjertholm i 1950 sit pionerarbejde inden for en gren af filmindustrien, som dengang var nærmest ukendt i medicinalindustriens og hospitalernes kredse. I sommeren 1950 bestod Poul Hjertholms søn, Karsten, sin studentereksamen på Aalborg Katedralskole, og han besluttede sig for at gå i sin fars fodspor og søge ind på det lægevidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet det selv samme efterår. Udover sin interesse for medicin havde Karsten også, som sin far, en medfødt interesse og et betydeligt talent for fotografering og levende billeder. Det faldt ham derfor naturligt for, ind imellem sine studier i Aarhus, at tage færgen til København med jævne mellemrum og hjælpe med i produktionen af nogle af de første lægevidenskabelige film, der blev fremstillet i Skandinavien. Den første film, som Poul og Karsten producerede, blev optaget i 1950 på det nye 16 mm filmformat, hvis fremkomst efter krigen gjorde det økonomisk og praktisk muligt at fremstille film på mindre produktionsbudgetter, og som derved lagde grunden for dokumentarfilmens eksplosionsagtige udbredelse i de kommende år. Men i 1950 var 16 mm filmen stadig et meget nyt medie, og det var umuligt at opdrive råfilm eller laboratorier i Skandinavien. Den eneste måde at producere på, var at importere råfilmen fra England, og derefter enten selv fremkalde den eller sende den tilbage til et laboratorium i London. Selv det mest basale udstyr var ikke til at opdrive, og Poul og Karsten måtte selv udvikle og opfinde meget af deres eget. Et klippebord blev sammensat af en gammel filmprojektor tilsat gummibånd og filmtallerkner, og selve fremkaldelsen af film-positivet fandt Poul en løsning på ved at indrette sit eget laboratorium i husets kælder på Alhambravej i København. Polioepidemien i København i 1952 dannede den dystre baggrund for det første reelle gennembrud for den videnskabelige dokumentarfilm i Danmark. Poul og Karsten optog for Landsforeningen mod Polio, og i samarbejde med daværende professor H.C.A. Lassen, mange tusinde meter film, fra det daværende Blegdamshospital, der lå, hvor Panuminstituttet ligger i dag. Under optagelserne fik de at vide, at der ingen smittefare var, og de gik derfor intetanende rundt og filmede de mange patienter, der blev ventileret enten manuelt af medicinstuderende eller i jernlunger. Efter alle optagelserne var i kassen og epidemien var overstået, fik de at vide, at poliomyelitis virussen var noget af det mest smittefarlige, man kunne udsættes for. I 1956, 6 år efter sin start på medicinstudiet, producerede Karsten sammen med Poul en film omkring operation for lungestenose, i samarbejde med professor Erik Husfeldt på Rigshospitalet i København. På trods af, at filmen var uden lyd, vakte den på grund af sin pædagogiske og på det tidspunkt avancerede klippeteknik, så meget opsigt, at den blev tildelt diplome d’honneur og bronzemedaljen ved årets filmfestival i Cannes. Denne hædersbevisning var en meget stor opmuntring for Poul og Karsten, og sidstnævnte besluttede sig for at forlade medicinstudiet efter 6 år, og gå helhjertet i gang med det, der skulle blive hans egentlige karriere og levebrød gennem mere end 4 årtier. Firmaet Klinisk Film fik derved sin egentlige start. I 1957 bar den intensiverede indsats yderligere frugt på filmfestivallerne i Cannes, Rapallo og Rom. Det blev bl.a. til guldmedalje i Cannes for en film, der blev produceret i samarbejde med den dygtige tandkirurg dr. odont Jørgen Rud. Denne film modtog også sølvmedaljen ved festivalen i Rapallo. En anden dentalfilm med titlen ”Hvis spyt var rødt”, produceret i samarbejde med tandlæge Fritz Bundgaard-Jørgensen, modtog bronzemedaljen i Cannes. Potentialerne i brugen af lægevidenskabelige film begyndte nu for alvor at gå op for hospitaler og medicinalfirmaer, og Klinisk Film blomstrede vældigt op over de næste år. Det store svenske medicinalfirma Astra AB blev en trofast kunde op gennem 1960’erne, og det resulterede i en lang række film, der blev mere og mere sofistikerede i stil og indhold. Tegnefilm og den grafiske fremstilling af anatomi, fysiologi og patologi blev grundstenen i disse films succes og store udbredelse, og det faldt derfor naturligt for at udvide staben af medarbejdere. I 1963 blev Karsten jævnaldrende gamle skolekammerat fra Aalborg, Eric F. Secher, indlemmet i Klinisk Films ledelse, og han blev senere medejer af virksomheden. Han havde, foruden sine filmmæssige kvaliteter, en udpræget sans for organisation, hvilket gavnede Klinisk Film meget i den ekspansive fase, der skulle følge op gennem de gyldne tressere. Af de mange film produceret i denne periode fremstår en enkelt som nok den bedste og mest visuelle af dem alle. ”Iron metabolism” blev påbegyndt i 1965 og tog 4 år at lave. Bestående næsten udelukkende af lange raffinerede tegnefilmssekvenser, beskriver den jernets stofskifte i kroppen. Filmen blev optaget på 35 mm film, og den vandt førsteprisen i Australien i 1971. Igennem hele Klinisk Films historie har kundekredsen altid været meget international med distribution i lande som England, Frankrig, Vesttyskland, Spanien, USA m.m. fl. Dette ledte til den logiske konklusion, at firmaet burde udvide med et kontor i England, der altid har været centrum for megen aktivitet indenfor film- og tv-industrien. Derved så søsterselskabet Clinic Films Ltd dagens lys i 1968 og London blev det naturlige hjemsted for det nye firma. Klinisk Film fik sin egen tegnestue i starten af 1970’erne, hvor tre unge og meget talentfulde tegnere, Benny Momsen, Susanne Broholm og Liller Møller, skabte elegante baggrunde, airbrush sprøjtede anatomiske tegninger og charmerende animationer. En af Danmarks bedste trickfilm fotografer, Poul Dupont, blev også ansat, og med anskaffelsen af Krass tegnefilms kameraer i 16 og 35 mm og moderne filmklippeborde var grundlaget lagt for produktionen af godt 100 film i perioden fra 1970 til 1979. Klinisk Film og Clinic Films arbejdede i den periode tæt sammen omkring produktion, distribution og sprog-dubninger af disse mange film, hvis emner strakte sig fra behandling for forhøjet blodtryk over nyretransplantationer til rustbehandling af biler. I efteråret 1975 døde Poul Hjertholm i en alder af 79 år, efter i længere tid at have døjet med angina pectoris. Han var dog aktiv indtil få måneder før sin død, og han nåede at se firmaet i fuld blomst. Karsten og Eric videreførte firmaet i årene derefter indtil 1985, hvor Eric valgte at udtræde af firmaet, hvorefter Morten, Karstens ældste søn, gik ind som partner. Storyboard Productions blev startet af tredje generation af Hjertholm familien, Morten og Henrik i 1994, der, i dette regi, dels har videreført Klinisk Films stolte traditioner, dels arbejder med mange andre typer produktioner på områder, der ikke er medicinsk relateret.